Så oprandt dagen, hvor Oliver efter veludstået læretid kan kalde sig tømrersvend. Oliver startede sin læretid hos os, den 29. juli 2019. Det var en stolt mester, der i dag så sin lærling slutte af med flotte karakterer og ros af lærerne.
Under sin opvækst på landet hjalp Oliver naturligt til med at løse en del af de mange praktiske opgaver, der er på en gård, så derfor har han også hænderne godt skruet på. Det var dog først, da han gik på Himmelbjergegnens Efterskole, at han fandt ud af, at han ville være tømrer. Vejen gik først via en EUX-uddannelse, hvor han fik sin hue. Derefter indgik han en aftale om en læreplads med Jakob Ebbesen i Gjern, da han gerne ville ansættes i en mindre tømrerforretning.
Oliver har nydt sin læretid med afvekslende hverdage, der byder på en masse frisk luft, spændende opgaver og projekter, variation i opgaverne, fleksibilitet og kontakt til kunderne. Han har på ingen måde fortrudt sit valg af fag, for det er så alsidigt og kan bruges i mange sammenhænge.
Til oktober går turen “Down Under” i et halvt års tid. Her vil Oliver sammen med en kammerat kaste sit ud i høstarbejdet i et par måneder, arbejde som tømrer i et par måneder og så suge en masse spændende oplevelser til sig, førend turen går tilbage til Danmark igen. Her genoptages tømrerarbejdet i forventeligt et par år, førend han har planer om at sætte sig på skolebænken igen og læse videre til bygningskonstruktør.
Et stort tillykke til Oliver med dagen. Vi håber at se dig tilbage i folden igen her på Herningvej 74 A efter dit eventyr på den sydlige halvkugle.